












Denne chokoladekage er jeg ret vild med. Og faktisk var det min kærestes skyld at jeg er begyndt at bage den allerede nu.
Da min kæreste havde fødselsdag sidste gang, fik hun lov til at kigge alle mine opskrifter igennem og vælge lige netop den kage, som hun gerne ville have. Det gjorde hun så og valgte denne. Den første gang kagen blev bagt, blev den dog ikke en super succes. Den fik nemlig alt for lang tid i ovnen.
Opskriften giver en kage i en form på ca. 20 cm. Du kan godt bruge en form, der er lidt større, men jeg vil ikke bruge en mindre form.
Oven i at kagen smager super godt, så er den faktisk også relativ nem at bage. Der er næsten igen ben i det.
Ingredienser til chokoladetrøffelkagen:
- 250 gram mørk chokolade
- 125 gram smør
- 0,5 dl piskefløde
- 4 æg
- 135 gram sukker (delt i 2 portioner, 1 portion på 90 gram og 1 portion på 45 gram)
- 2 spiseske kakao
- Lidt ekstra kakao
Forslag til pynt:
- 50-75 gram chokolade
- lidt vaniljesukker
- friske hindbær
Fremgangsmåde:
Gør en bageform klar. Du kan enten bruge en rund bageform eller en springform. Andre former kan selvfølgelig også bruges. Jeg brugte den ene gang en hjerteformet bageform til valentins dag. Sørg for at siderne på din bageform er smurt rigtig godt, enten med smør eller sprayet med fedt. I bunden ligger du et stykke bagepapir, der er klippet ud, så det passer til din bageform.
Hak chokoladen til kagen fint og stil den over et vandbad, hvor chokoladen smeltes langsomt. Skær dit smør ud i firkanter og put dem ned til chokoladen inden chokoladen begynder at smelte. Hæld derefter fløden ned til chokoladen og smøret. Rør løbende i blandingen, så det hele stille og roligt blandes godt sammen efterhånden som chokoladen smeltes.
Imens chokoladeblandingen smelter, deles æggene, så du har æggeblommer i en skål for sig og æggehviderne i en anden skål.
Hold fokus på din chokoladeblanding, så den ikke står og bliver for varm. Rør oftere i den, jo mere flydende den bliver. Lige så snart hele blandingen er helt smeltet og ensformig, tages den af varmen og stilles til side.
Imens chokoladeblandingen køler lidt af, gøres resten klar. Først piskes æggehviderne. Pisk æggehviderne stive og tilsæt derefter 45 gram sukker og pisk igen, så sukkeret er indarbejdet helt i æggehviderne og æggehviderne er blevet helt stive.
Pisk derefter æggeblommerne sammen med de sidste 90 gram sukker. Æggeblommerne og sukkeret piskes, indtil blandingen bliver tyk og luftig.
Nu vendes chokoladeblandingen forsigtigt i æggeblommerne til du får en ensformig og jævn masse.
Derefter vendes æggehviderne i chokoladeblandingen. Igen forsigtigt, så du bevarer så meget af luften i æggehviderne. Til slut sigter du 2 spiseskeer kakaopulver ned til dejen og vender den rundt i chokoladedejen, så den igen er ensformig. Nu er selve dejen klar.
Find din bageform frem. Tag en lille si og sigt lidt kakaopulver ned i bunden af din bageform oven på det bagepapir, du har lagt i bunden. Hæld derefter forsigtigt din kagedej ned i formen.
Stil nu din kageform i ovnen og bag kagen ved 160 grader i 35-40 minutter. Når de første 30 minutter er gået, holder du løbende øje med kagen via stikkepind-metoden. Kagen vil langsomt hæve op og revne. Du skal ikke blive bekymret. Kagen falder sammen igen, når den kommer ud af ovnen. Stik en gang imellem med en stikkepind for at holde øje med kagens konsistens indvendigt. Kagen skal ikke være helt flydende, men heller ikke helt fast. Så der skal være modstand, når du stikker strikkepinden ned, men der må gerne sidde rester af kagedej, når du tager strikkepinden op af kagen igen.
Når kagen er færdig i ovnen, tages den ud og stilles til afkølig på en rist. Vendt med at tage kagen ud af formen, indtil den er faldet sammen. Inden for de første 5-10 min efter kagen er kommet ud af ovnen, holder du jævnligt øje med den og presser forsigtigt toppens sider ind i kageformen, hvis de er vokset ud over kanten på bageformen. Så kan kagen falde helt sammen og blive fast.
Imens kagen står til afkøling, tager du chokoladen, der skal bruges til pynt. Riv noget af chokoladen fint på et rivejern og hak resten, så det er en lille smule groft.
Når kagen er faldet helt sammen, men stadig er lidt lun, vender du den ud på dit kagefad, eller hvad den nu skal stå på. Fjern derefter bagepapiret, der nu er på toppen af kagen. Hvis kagen stadig er meget varm, så lad den stå lidt igen.
Imens kagen stadig er lun, men ikke brænd varm, drysser du først den chokolade, der er fint revet, så det danner et tyndt lag over hele kagen. Chokoladen vil relativt hurtigt smelte. Drys derefter den chokolade, der er hakket lidt grovere. Denne chokolade vil også smelte, men blive liggende i klumper. Det giver efter min mening en flot effekt oven på kagen. Hvis du har lyst, kan det også kombineres med til revet eller hakket hvid chokolade, for at skabe lidt farvekontrast.
Igen, hvis du har lyst, kan du drysse med lidt vaniljesukker oven på chokoladen. Stil kagen på køl eller til side, så chokoladne oven på kagen kan nå at stivne.
Server kagen ved stuetemperatur og evt. sammen med friske hinbær. Det er rent gut for chokoladeelskere.
Velbekomme og rigtig god fornøjelse.