Chokolade-havre småkager

Chokolade-havre småkager
Chokolade-havre småkager

Her kommer opskriften på nogle meget lækre småkager som både indeholder chokolade og havregryn. Ud over at de smager fantastisk, er de tilmed også nemme at lave.

Jeg plejer at kunne få ca. 30-35 stykker ud af nedenstående potion. Den oprindelige opskrift siger lidt flere, men jeg kan godt lide at de bliver lidt større.

Ingredienser til småkagerne:

  • 115 gram mel
  • 0,5 teske natron
  • 0,25 teske bagepulver
  • 0,25 teske salt
  • 115 gram smør
  • 50 gram brun farin
  • 140 gram sukker
  • 1 æg
  • 0,25 teske vaniljeessens
  • 75 gram havregryn
  • 200 gram chokolade (50% eller deromkring synes jeg passer godt til denne opskrift)

Fremgangsmåde

Hvis smørret har stået ude fra køleskabet og blevet lidt blødt, bliver det nemmere at røre dejen sammen, men det kan også lade sig gøre med kold smør, så længe piskemaskinen kan køre igennem smøret.

Hak chokoladen groft.

Bland mel, natron, bagepulver og salt sammen i en skål.

I en ny skål piskes sukker, brun farin og smør sammen. Der piskes så længe af massen er ensformig, hænger sammen og begynder at blive luftig. Hellere piske lidt for længe end lidt for kort tid.

Når sukker og smør er blandet rigtig godt sammen, tilsættes ægget og vanilieessens. Derefter røres der godt igen med piskemaskinen. Rør derefter melblandingen sammen med dejen ved hjælp af en ske indtil dejen igen er ensformig.

Til sidst tilsættes den hakkede chokolade og havregrynene i dejen og der røres igen manuelt med en grydeske eller lignende.

Nu er dejen klar. Gør 2-3 bageplader klar med bagepapir.

Dejen er meget klistret, så brug din ske, du har brugt til at røre dejen sammen med til sidst samt en spiseske til at forme klumper af dejen, der lægges på bagepladen. Jeg plejer at lave klumperne så det passer med en spiseske-størrelse. Sørg for at der er god plads imellem hver dejklump. De flyder meget ud når de kommer i ovnen.

Småkagerne bages ved 180 grader i 10-12 minutter i ovnen. De er færdige når overfladen er blevet faste. De vil stadig være bløde, hvis du trykker hårdt på dem, men det gør ikke noget.

Lad småkagerne hvile kort på bagepladsen efter du har taget dem ud af ovnen og efter et par enkelte minutter, kan du flytte dem over på en bagerist, hvor de kan afkøle helt. Brug eventuelt en paletkniv eller lignende til at flytte småkagerne med. Så lang tid de ikke er kølet helt af, kan de nemt falde fra hinanden.

Og vola, nu har du lækre småkager til familien, gæsterne eller bare dig selv.

God fornøjelse og velbekomme